
Her fra mediebloggen skal der lyde et stort tillykke til en meget kendt fødselar, TV AVISEN (også tillykke til den nye prins, selvom mediebloggen ikke er en særlig varm royalist).
40-årsfødselsdagen blev blandt andet fejret i Mennesker og Medier på P1, hvor vært Lasse Jensen havde nuværende nyhedsdirekør Lisbeth Knudsen, tidligere chef for TV AVISEN og nuværnede mellemøstkorrespondent Ole Sippel og TV AVISENs aller første chef og senere generaldirektør i DR Hans Jørgen Jensen.
Der var sat en hel time af til debatten, der - på trods af at Lasse Jensen flere gange forsøgte at dreje den tilbage til kun at handle om TV AVISEN - også kom til at handle om DR i det hele taget. Den diskussion ender nok aldrig.
Lisbeth Knudsen forsvarede selvfølgelig DR Nyheders nuværende strategi. En let omskrivning af statsministerens "når de andre er billigere, skal vi være bedre."
Nyhedsdirektøren sagde, at DR Nyheder - og dermed også TV AVISEN - skulle satse på høj kvalitet og høj troværdighed (kan man forestille sig et medie, der går efter lav kvalitet og lav troværdighed? Måske Fox News?).
Ole Sippel - der snart går på pension - begræd, at tv-journalistikken var blevet for amerikaniseret. Han udtrykte ikke særlig klart, hvad han mente. Måske noget à la Steen Bostrup, der siger, at tv i dag beskæftiger sig mere og mere med begivenheder. Et godt eksempel er jo dugfriskt fra i dag. Den lille nye prins' fødsel var vel ikke nogen nyhed efter klokken 10 i formiddags for ret mange, men både DR og TV2 blev ved med at sende "nyheder" dagen lang, selvom det eneste, de vidste var, at prinsen var 51 centimeter lang, vejede 3500 gram, og at mor og barn havde det godt.
Debattens sidste deltager - Hans Jørgen Jensen - syntes ikke, det var passende, at DR - som "folkets" kanal bliver diskuteret for lukkede døre af en bestyrelse. Møderne burde være offentlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar