26. juni 2011

Mennesker og mediers Lasse Jensen kommer i vejen for sin egen historie

Mediemagasinet Mennesker og medier på P1 i denne uge handler om netmedierne.

Desværre kommer vært Lasse Jensen i vejen for sit forehavende: At producere en debatudsendelse om netmedierne. Jensen lufter sin mening om netmedierne over for sine gæster i løbet af interviewet med panelet: Christan Lindhardt fra Politiken.dk, Mikkel B. Ottesen fra Nordjyske.dk og Nikolaj Thyssen fra Information.

"De ligner jo alle sammen hinaden," siger Lasse Jensen - og glemmer vist at stille et spørgsmål, inden Christian Lindhardt fortæller, at det gør de ikke, fordi de alle sammen er vidt forskellige.

Jensen slår flere gange fast, at forretningsmodellen for netmedier ikke er fundet, og at det sikkert tager mange år, før netmedier tjener penge - selvom Lasse Jensens gæster (som jo optræder som kilder) kan modbevise påstanden. Et andet argument er, at det hele bare skal gå hurtigt.

"Hvad bidrager det med til demokratiet, at der er deadline hele tiden," lyder spørgsmålet.
"Hvad bidrager det med til demokratiet, at der er deadline en gang i døgnet (som der er på 'gammeldags' medier som papiraviser," kunne man spørge tilbage.

Jeg mener, at Lasse Jensen træder ud af sin rolle som interviewer i sit program. Det er selvfølgelig helt i orden at være kritisk, men når man ikke kan underbygge sin argumentation med research kommer man på dybt vand.  Det er en ærlig sag at være sur over, at verden ændrer sig.

Ingen kommentarer: