Viser opslag med etiketten politik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten politik. Vis alle opslag

16. maj 2013

Sjov på SosseSass'sk

Forundret blev jeg, da jeg i morges åbnede for min Twitter-app og så, at Henrik Sass Larsen, gruppeformand for Socialdemokraterne på Christiansborg, a.k.a. @SosseSass på Twitter, skrev følgende:

Reaktionerne kom også hurtigt efter:


Senere torsdag fortæller Sass så til Journalisten.dk, at han "aldrig kunne drømme om at stille det forslag", og at tweetet var ment som en provokation.

Samme Sass, der før valget i 2011 var storfavorit til en ministerpost, foreslog for to år siden i Information at skære i den offentlige støtte til borgerlige medier.

Selvom forslaget er en provokation, siger Sass dog til Jounalisten.dk i dag, at mediefolk burde have mere "selvreflektion" og "selvironi". Nuvel, selvom forslaget er satie, har Sass åbenbart et horn i siden på mediefolk. "Jeg savner ikke som sådan åbenhed om noget, jeg prøver bare at provokere. Jeg siger – som en provokation – at de samme krav for politikerne også skal gælde for journalisterne."

Og her springer kæden af for Sass. En lovgivende- og udøvende magt, Folketing og regering, er ikke det samme som et medie. Medier kan vedtage lovgivning, der kan sende folk i fængsel. Medier kan ikke opkræve skat. Måske er den manglende selvreflektion og selvironi et udtryk for, at Henrik Sass er ude på tynd, tynd is med sin sammenligning. En sammenligning, der for øvrigt fjerner fokus fra, at Folketinget er ved at mørklægge for al fremtid, hvad en minister lægger til grund for sine lovforslag.

16. januar 2013

Når politikere føler sig forfulgt af medierne


På min arbejdsplads modtager vi fra tid til anden henvendelser fra læserne. Denne er fra en lokalpolitiker i Hillerød, der føler sig forfordelt. Han havde over en periode på omkring en uge sendt os tre læserbreve, der på grund af pladsmangel ikke er kommet med i avisen. Jeg synes, den er værd at dele. Politikerens beskyldninger er helt ude i hampen. Vedkommende er absolut ikke boycottet. Læserbreve kom skam fluks på vores hjemmeside.



Kære Red. I Hillerødposten.Jeg har bare et lille spørgsmål, og nej, der behøves ikke at se skævt til mig, det er bare et lille spørgsmål, da jeg åbenbart ikke skriver interessante nok breve ?
Jeg opfatter blot, at det for mig er umuligt at komme igennem nåleøjet hos jer, og håber ikke jeg stadig er boykottet, for hvis jeg er det, skal jeg jo nok have en ændring af min måde at føre min politik på, da jeg jo så er beskåret fra Hillerødpostens avis-læsere.Men det kan jo også være jeg skyder helt over målet, og der ikke ligger mere i det.Jeg føler mig bare lidt utryg.

23. januar 2011

Nyt udvalg kigger på mediestøtten - igen, igen

Ugens gæst i "Mennesker og medier" på P1 er Henning Dyremose. Tidligere har han været finansminister under Poul Schlüter, hvorefter han var topchef i Teledanmark / TDC. Efter en kapitalfond købte TDC fik han for et par år siden et gedint gyldent håndtryk for at forlade sin post.

Nu er Dyremose så formand for et nyt udvalg, der skal "grundlaget for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte". Udvalget skal fremlægge sit arbejde i oktober.

Man kan sige, at problemet er, at der allerede er udarbejdet en rapport om præcist det emne. Rapporten kan du hente her som en PDFfil.

22. november 2009

Succes med web-tv

Valgdagen på Furesø Avis blev dækket på nettet. Avisen udkom først to dage senere, så nettet var vores eneste mulighed for at bringe nyt.

De i alt syv indslag vi optog og oploadede i løbet af aftenen er indtil videre blevet vist 3662 gange - hvilket vel er meget godt for et site der har omkring 4.500 unikke brugere på en god uge..

10. juni 2009

Mange sejre - pillet fra hinanden

Mads Kastrup fra Berlingske Tidende blogger om valget til EU Parlamentet på berlingske.dk

Det er et knivskarpt indlæg om, hvordan alle partier efter valget havde travlt med at udråbe sig selv som vindere.

Læs det her før din nabo :-)

19. marts 2008

Spin ligger også i sproget

Politiken har lagt et Ritzau-telegram ud hed en historie om Bent Bendtsen, der vil have flere kvinder i bestyrelser for aktieselskaber.

"Jeg siger nej til kvotekvinder og trusler. Det er ikke vejen frem. Det afgørende er, at selskaberne er opmærksomme på de kompetencer og kvalifikationer både kvinder og mænd har – det er god selskabsledelse."
Sådan siger erhvervsministeren i telegrammet. Jeg tænker, at det lyder smart. Det er noget en professionel ordsnedker har fundet på - ikke noget Bendt Bendtsen fandt på, mens han drak sin morgenkaffe, og journalisten fra Ritzau lige ringede.

Kigger så på Erhvervsministeriets hjemmeside under pressemeddelelser. Ganske rigtigt. Citatet er copy-pasted direkte fra en pressemeddelelse.

Kvotekvinder - ordet er en smart måde at danne et skræmmebillede. Ved at sige sådan, og samtidig sige, at han vil have flere kvinder i bestyrelser, tiltrækker Bendtsen både moderate feminister, der vil have mere ligestilling, samtidig med, at han som en god borgerlig politiker naturligvise er i mod statslig indblanding i erhvervslivets vilkår.

Spin ligger altså også i sproget.

De kære kværulanter

Her på mit job hos Furesø Avis, har vi selvfølgelig de lokale kværulanter. Personligt mener jeg, de er som salt i livet.

En af de lokale her i Farum hedder Lars Wismann - der troligt stiller spørgsmål til byrådet og sender et læserbrev her til avisen i hvert fald hver anden uge.

Til mødet i Furesø Byråd den 26. marts har han stillet spørgsmål, som jeg viderebringer her:

Projektchef & direktør Lars Wismann cand. merc., statsaut. ejd. mgl. og valuar MDE

Syrenvænget 31, 3520 Farum,

Tlf.: 4495 3573, mobil: 4088 1998, e-mail: lw@wismann-as.dk



dato d. 18. marts 2008


Spørgsmål til Furesø Byråd til Byrådsmødet d. 26. marts 2008 kl. 1800.


Sp. 1) Hvad bliver Furesø Kommunes sandsynlige økonomiske tab ved Widex udflytning til Allerød målt på et gennemsnit for kommuneskatteprovenuet i årene 2004-2006, hvad svarer tabet til i kommuneskatteprocent, og er fru Mortensen Liste C klar til at gøre yderligere indskrænkninger i den kommunale service, da liste C ikke for noget i verden vil sætte skatterne op?


Sp. 2) Vil Byrådet forklare hvorfor man i spørgetiden i december 2007 meddelte, at der grundet kommunens trøstesløse økonomiske situation ikke ville blive brugt offentlige penge på borgmesterkæden, hvorefter man 1½ måned senere alligevel bevilger kr. 15.000 til borgmesterens forfængelighed uden at man først havde ønsket at reagere på et generøst tilbud fra Wismann Property Consult A/S om at betale for hele kæden bare man kunne for oplyst sponsorbetingelserne?



Sp. 3) Vil Byrådet forklare, hvorfor man i dølgsmål bevidst lod borgmester Jesper Bach indgå aftale om sponsorstøtte til borgmestersmykket med Farum Erhverv uagtet at andre Farum virksomheder ved skriftlig henvendelse havde ønsket at komme i betragtning, til dette eftertragtede sponsorat og kan det præsterede luskeri karakteriseres som andet end korrupt kammerateri udført af borgmesteren og velvilligt støttet af oppositionens ledere Fru Helene Lund F og Fru Lis Harsvik liste A?


Sp. 4) Er det et enigt Byråd herunder Hr. Øjvind Vilsholm, der mener, at det er helt i orden at henstille sin bil udenfor de afmærkede parkeringsbåse, midt på brandvejen til børnehaver og vuggestuer som Byrådsmedlem Michael Rexen gør, når det passer det ærede Byrådsmedlem, når han ikke gider at bruge parkeringsbåsene, når han henter sine børn, og vil Byrådet udtrykke afstandstagen fra Hr. Michael Rexens dårlige og farlige eksempel, samt er Byrådet klar til at etablere et Parkeringsservice Furesøen, der med det herskende parkeringsanarki ville kunne bidrage med millioner af kroner i den tomme kommunekasse?


Ingen ansvarlig politiker herunder Fru Lis Harsvik og den altid knivskarpe Fru Helene Lund kan vel være i tvivl om det udbredte parkeringsanarki i Furesø Kommune. Havde kommunen udliciteret Parkeringsservice Furesø til Wismann Property Consult A/S så ville vi med det herskende parkeringsanarki kunne opkræve min. 50 afgifter á kr. 510, dagligt. Det er omkring kr. 9 mill. om året, medmindre at Hr. Rexen og de andre straks blev til hensynsfulde bilister.



Med venlig hilsen



Lars Wismann, Borgerlig Liberal Farumliste – Liste I




21. februar 2008

Spændt for en politikers vogn

Gennem mit job på Furesø Avis (en lokal ugeavis) har jeg skrevet om den seneste uges uroligheder rundt omkring i landet set fra min dækningskommune. Blandt andet har jeg skrevet om to biler, der er blevet brændt af under det sociale boligbygger Farum Midtpunkt.

Nu har et af kommunens konservative byrådsmedlemmer, John Allentoft, så blogget om uroligheder, hvor jeg citerer lokalpressen (mig) for, at det er en flok utilpassede unge, der har sat ild til bilerne.

Problemet fra min side er bare, at jeg aldrig har skrevet om, hvem der stod bag brandeene. Det har en enkelt grund - jeg aner det ikke...

Så kan man lige nå at blive spændt for en politikers vogn...

10. november 2007

Så kom den negative kampagne mod S

Her til morgen skriver Ekstrabladet, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass-Larsen, var spion for Venstre op til valget i 2005, hvor Mogens Lykketoft var formand.

Han videre gav - siger Ekstrabladet - oplysninger til Venstres pressechef Mikkel Faurholdt, som er en af Sass' personlige venner.

Dermed kommer det, der ligner en negativ kampagne mod Socialdemokraterne fra Venstre. Uanset som historien er sand eller ej, kommer Socialdemokraterne til at bruge en masse tid på at slukke brande i stedet for at kunne tale om politik.

Og mon ikke aftenens emne til Jersild & Spin er fundet?

4. november 2007

Helle er i offensiven...

...og Fogh er i defensiven.

Sidder lige og ser "duellen" på DR1 mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. Hun har ham på kornet, ser det ud til. Fogh smiler og smiler, mens Helle T kalder ham arrogant.

Se med her.

24. oktober 2007

Alle taler valg

Nå, så længe holdt min post fra tidligere i dag...

Nu skriver alle medier om valg:






Hvor fast står Fogh?

Nu må det valg da snart komme!
At medierne begynder at tale om valg senest to år efter det seneste, er der intet nyt i. De skal finde historier, og et potentielt valg er en god historie.

Hen over den sene sommer og her i efteråret har det måske kommende valg været en stor historie i medierne. Senest i forbindelse med skatteaftalen, hvor Fogh holdt sig til sin gamle forligspartner, Dansk Folkeparti.

Men nu står forhandlingerne om en kvalitetsreform på dagsordenen her hen over efteråret - og i dag er Dansk Folkeparti ude og sige, at et valg er en forudsætning for en bred aftale.

Derudover var Pia Kjærsgaard ude og sige i går, at regeringens plan om at flytte afviste asylansøgere ud var en "dårlig idé."

Kvalitetsreformen er uden tvivl vigtig for regeringen at få godt i hus. Det er et projekt, der har været lagt meget arbeje i fra regeringens side, og her kan et nederlag ikke tolereres, fordi reformen i den grad kommer til at handle om velfærd.

Asylbørnene er også et vigtigt emne på både mediernes og den politiske dagsorden, fordi den ligger højt på vælgernes dagsorden. Danskerne kan ikke leve med at se børn lukket inde i årevis på et værelse på få kvadratmeter uden udsigt til at komme ud.

Vakler
Hvis Fogh mangler støtte til to så store politisk varme kartofler, så står han på temmelig ustabil grund, hvis ikke han decideret vakler.

Så nu bliver det store spørgsmål; hvor fast står Fogh? Lader han sig rive med, eller - og det tror jeg er mest sandsynligt - venter han med at trykke på valgknappen, indtil alle uheldige "sager er på plads?

30. september 2007

Fogh skubber problemerne foran sig

Dansk Folkeparti kræver nu i Politiken, at VK-regeringen giver vælgerne en melding om, hvilke partier, man vil samarbejde med efter et valg. Skal det tætte parløb med DF fortsætte, eller vil man samarbejde med Ny Alliance og/eller De Radikale.

Både De Konservatives Lene Espersen og Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, siger noget af det samme, nemlig at de vil fortsætte VK-samarbejdet, og så finde flertal sammen med de partier, man nu kan blive enige med.

Egentlig en meget logisk udmelding i forhold til, at regerningen officielt set er en mindretalsregering og skal finde flertal fra sag til sag.

Præcist de samme udmeldinger kom under de nu overståede skatteforhandlinger. Her var de forskellige udmeldinger også, at man ville finde flertal, hvor man kunne, osv. Derfor ser det ud til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsætter den overordnede linje i sin strategiske kommunikation.

Giver problemer
Men uanset hvad kommer Anders Fogh i problemer med netop det spørgsmål, når valget engang kommer. Hver femte vælger er i tvivl om, hvem de vil stemme på - hvilket unægtelig er en stor usikkerhedsfaktor for, at Anders Fogh også har et flertal efter et valg.

Vælgerne vil kræve et svar, så på man kan spørge om, hvor længe det er en god idé at skubbe problemet foran sig, og det er helt sikkert en af de ting, Fogh sidder i ministerbilen hjem til Nærum og overvejer, når dagens arbejde er forbi - hvis ikke sagen snart rykker op som en af de højeste prioriteter.

Jeg tror, det er utopi, at DF ikke vil pege på Anders Fogh Rasmussen efter et valg - uanset Folketingets sammensætning. Men jeg glæder mig til lørdag og Jersild og Spin, der helt sikkert tager denne her sag op.

31. august 2007

Objektiv journalistik - tsk, tsk

Ja, beklager det lange fravær her på bloggen, men man ved jo næsten ikke, hvor man skal begynde efterhånden. Tiden skriger på mediekommentarer, så jeg må jo ind i kampen og yde mit ydmyge bidrag:-)

Sad lige og kiggede aviser igennem i går, og det helt store ord for tiden er LØN!

Hvad tjener en offentligt ansat? Tja, det burde ikke være så svært at finde ud af, men det er tilsyneladende en gevaldig indviklet affære at finde ud af. Regeringens løstgående kommunikationsmissil - landmanden Thor Pedersen, er kommet til skade at nævne et tal på 27.000 kroner om måneden for en sygeplejerske og kalde det en god løn.

Men finansministeren er tilsyneladende helt gal på den, for fagforeningen raser over citatet, alle raser over citatet, og i dag kommer dommen i en meningsmåling i flere aviser.

I går kunne dagbladet Børsen dog offentliggøre en analyse foretaget af Danske Bank, der viste, at offentligt ansatte procentvis er steget mere i løn siden år 2000 end ansatte i det private erhvervsliv.

Børsens historie undrer mig, for mens andre medier (24 timer ,bla.) havde fundet offentligt ansatte og skrevet om, hvor meget de tjente og med en underliggende påstand om, at de ikke tjener så meget igen, trak Børsen altså i en anden retning - nemlig finansministerens retning - med en underliggende påstand om, at de offentligt ansatte får en løn, der ikke er så ringe igen.

Hvem sagde, at journalister er objektive??

21. juni 2007

Velkommen til en ny blogger!

Herfra skal der lyde et stort velkommen til blogger nummer... Ja, jeg ved ikke hvilket nummer :-)

Bloggeren er selveste statsministeren, og her på bloggen vil jeg gerne være generøs med at linke videre, så Anders kan få nogle læsere :-)

Anders Fogh Rasmussens blog

30. maj 2007

Heil-hilsenen der ikke vil dø

Sidder lige og tjekker det i øvrigt fremragende journalisten.dk og læser, at sagen om Morten Messerschmidt har taget - endnu - en drejning.

Denne gang, fordi B.T., der bragte historien om Messerschmidts påståede heil-hilsen i Restaurant Grøften i Tivoli har nægtet Dansk Folkeparti at indrykke en annonce med et dementi af historien.

På den ene side forstår jeg godt, at B.T. ikke vil bringe et dementi i en annonce, når man er ved at forberede sig på en retssag mod annoncøren. På den anden side virker det uldendt. Hvorfor ikke bringe annoncen? Hvis man er skråsikker på sin historie, er man det vel hele vejen igennem?

Selve sagen handler efterhånden om teknikaliteter, der ikke kan interessere ret mange, udover selvfølgelig faghistorikere, konspirationsteoretikere og andet godtfolk.

Tænker pludseligt tilbage på min første historietime i gymnasiet, da vi skulle rekonstruere et mord på en statsleder for åben skærm og så bagefter rekonstruere forløbet. Dengang handlede det om, at vi skulle se, hvor svært det er at gengive, hvad der præcist skete ved en begivenhed.

Sagaen om Messerschmidt i Tivoli er efterhånden - ja, har faktisk været det hele tiden - meget svær at få styr på. Dog har jeg noteret mig, at sympatien for længst er væk for B.T. Ingen - heller ikke undertegnede - har nogensinde troet på, at Morten Messerschmidt skulle have sympati for nazismen.

Lad os da komme videre...

29. maj 2007

Skifter ikke!... i dag

Eyvind Vesselbo, miljøordfører fra Venstre i folketinget, afviser over for politik.tv2.dk, at han skifter til Ny Alliance.

Politikken har ellers skrevet historien om, at Vesselbo i dag tirsdag den 29. maj vil meddele Venstres folketingsgruppe om sit skifte.

Men Vesselbo siger:

"Historien holder ikke. Jeg melder mig ikke ud af Venstre i dag (tirsdag,
red.). Jeg melder mig ikke ind i Alliance i dag."

Ikke i dag, nej. Men hvad med i morgen? Eller om en uge? Måske er Foghs flertal snart nede på det absolutte minimum - 90 mandater.

Og vi behøver måske ikke vente længe med svaret, for Vesselbo siger yderligere til politik.tv2.dk:
"Når denne dag er gået, vil man vide, hvem der har talt sandt. Derfor er det
meget voveligt af Politiken."

Ja, tænk engang, at en avis er så fræk at skrive, at der kun skal hoppe ét enkelt medlem fra regeringens flertal mere, så bliver der valg. Uforskammet...

28. maj 2007

Minister siger det magiske ord - valg

Det var på det nærmeste en henkastet bemærkning, og den indkaldte ekspert i TV-Avisen bemærkede det heller ikke efterfølgende, men for første gang i denne valgperiode, hørte jeg en minister bruge selve ordet - valg!

TV-Avisen bragte en historie fra ugebrevet Mandag Morgen, der havde udført en meningsmåling. Denne måling sagde, at danskerne havde størst tillid til Helle Thorning-Schmidt, når det gjaldt om at være garant for velfærden. Se eller læs historien hos DR.

TV-Avisen havde så fået fat i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, og han sagde, at"det måtte jo være op til vælgerne på valgdagen, hvem man havde mest tillid til."

At man skal være varsom med at tage netop dét ord, valg, i sin mund, så vi, da det pludselig blev aktuelt, om regeringen havde sit flertal bag sig. Det skete, da først Louise Frevert og Morten Messerschmidt blev løsgængere i Folketinget, og senere, da Venstres tidligere kommunalordfører, Leif Mikkelsen skiftede over til Ny Alliance.
Ikke engang der, sagde statsministeren, at hvis der pludselig kom tvivl om regeringens flertal, så ville han udskrive valg - næ, han sagde, at alle "jo ikke var i tvivl om, hvad det betød."

Nu brugte Claus Hjort Frederiksen altså direkte ordet, og jeg vil æde min gamle hat, hvis det var en tilfældighed. Et af en spindoktors allerfineste værktøjer er priming, altså det at man "sår" en idé i offentligheden ved at lade et "tilfældigt" ord falde af og til.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi får valg før februar 2009, hvor vi jo skal have det i følge loven, men jeg hører gerne fra folk, der kan overbevise mig om det modsatte.

7. maj 2007

Bliver der valg?

Naser Khaders farvel til Det Radikale Venstre fortjener endnu en vinkel med på vejen i det ellers så veldækkede mediebord.

For godt to uger siden var jeg til gå hjem-møde i Dansk Kommunikationsforening. Her fortalte Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, noget, der dengang var interessant, men med dagens udmelding fra Naser Khader bliver enddog MEGET interessant.

Kristiansen sagde, at Foghs aller størest fokuspunkt lige nu var Marianne Jelved.

Selvsamme Kristiansen skrev den 16. april i Berlingske Tidende, at selvom Marianne Jelved og Det Radikale Venste med deres ultimative krav havde haft det formål at gøre op med Foghs kontraktpolitik, så var det stik modsatte sket:

"Men det ændrer dog ikke ved, at hvis det var partiets mål at få gjort op med
Foghs kontraktpolitik, så er det på et år lykkedes de radikale at blive Foghs
største garant for, at han kan fortsætte både sin politik og som statsminister
efter næste valg. "


Nu, hvor stumperne af de radikale flyver rundt om ørerne på Marianne Jelved, må hun jo siges at være i krise. Og på mødet, jeg var til, sagde Michael Kristiansen som det sidste, at når Fogh vurderede Jelveds krise til at være stor nok, så trykkede han på valgknappen.

Og så bliver der valg nu, eller hvad?

3. februar 2007

Karen-effekten størst i millimeter

Jeg skal da ellers lige love for, at Karen Jespersen har fået en del omtale her på det sidste.

Hvorfor er hun så interessant? Se, det ville jeg geren have et svar på. Hvis man har fulgt damen gennem de sidste par år, kan Karen Jespersens partiskifte, eller hendes holdninger på nogen måde komme bag på folk - so what's the big deal?

Hvor om alting er, har Venstre virkelig formået at sætte dagsordenen i denne sag. Fra de første par dryp i nyhederne om, at Karen Jespersen virkelig var træt af sine tidligere partifæller i Socialdemokraterne, til at skiftet til Venstre var en realitet har de kritske røster været få.

Men skulle medierne nu ikke lige tage og klappe hesten. Der er laang tid til næste folketingsvalg, det bliver hurtigt hverdag i Faverskov-kredsen, hvor Karen Jespersen er stillet op - og hvem siger, at udlændingepolitikken (Jespersens suverænt stærkeste kort) overhovedet bliver et tema i næste valgkamp...

Mit personlige gæt er, at Karene-effekten er en gang varm luft uden reel betydning, men lad os nu se...