Journalist Mads Bang revser i denne uges udgave af Weekendavisen avisens chefredaktør, Anne Knudsen. Mads Bangs læserbrev er en reaktion på sidste uges forsidehistorie, der var en reportage fra Irak af Anne Knudsen.
Artiklen var en personlig skildring af turen. Chefredaktøren fortalte blandt om, at hun besøger sin søn, der er udstationeret i Irak, og at hun i slutningen af sin rejse rent faktisk er ved at dø på grund af saltmangel. Undervejs lader chefredaktøren sin uforbeholdne mening om Danmarks Irak-engangement igennem den lange artikel - den er positiv.
Mads Bangs kritik går på, at Anne Knudsen tidligere har kritiseret dansk journalistik for sit manglende faglige niveau. Derfor undrer det ham, at Anne Knudsen ikke nævner kilder til de oplysninger, der kommer frem i artiklen. Blandt andet at "Danmark har haft den store pengepung fremme" for at kunne opføre en skole til nogle irakiske børn. Vi får også at vide, at den irakiske befolkning er glade for de danske styrkers tilstædeværelse - uden at Anne Knudsen tilsyneladende har været ude og tale med irakerne selv.
Jeg tror, at problemet bunder i en vidt forskellig opfattelse af, hvad "god" journalistik er. Mads Bang er tydeligvis af en traditionel opfattelse af, at journalistik bygger man på fakta! Der skal tal på bordet, og man skal kunne dokumentere hver eneste oplysning.
Selv læste jeg slet ikke Anne Knudsens reportage som et stykke traditionel journalistik. Alle og enhver ved, at Weekendavisen er for invasionen i Irak, støtter USAs krig mod terror, er på Israels side, osv. Hvis Anne Knudsen ikke havde de samme holdninger, var hun sikkert aldrig blevet ansat som chefredaktør.
Som jeg så historien, var det en blanding af to forskellige genrer - reportage og kommentar. Mend det er rigtigt, at artiklen ikke havde ét enkelt budskab (det journalister kalder en vinkel), og ikke var særlig veldokumenteret. Men hvad angår de danske midler, der er blevet brugt på skolen, mener jeg personligt ikke, at det ville være gavnligt at vide, om der var brugt én eller 15 millioner kroner på den. Og hvad angår det irakiske "folks" mening om den danske tilstædeværelse, er der temmelig mange, der har påstået at kende folkets mening og folkets vilje - hvilket jo ret beset er noget ævl - uanset hvem det kommer fra.
Personligt var jeg fint underholdt af Anne Knudsens artikel, selvom chefredaktøren, der ellers virker til at have et rimeligt nuanceret syn på tilværelsen, efter min smag blev lidt for sort/hvid, da hun påstod, at den danske offentlighed er sart, fordi den finder det kritisabelt, at danske soldater er med til at anholde irakere, der risikerer dødsstraf.
Et af Mads Bangs kritikpunkter er jeg dog helt enig i. Anne Knudsens reportage var placeret som tophistorie i sidste uges udgave af Weekendavisen. Mads Bang mente, den ville have egnet sig bedre til bagsiden - for det var en personlig skildring med klare holdninger, der skinnede igennem, når man læste artiklen. Man kan være enig eller uenig i holdningerne, men der er en grund til, at lederen ikke står på forsiden - selv Information har droppet den idé...
1 kommentar:
"Men hvad angår de danske midler, der er blevet brugt på skolen, mener jeg personligt ikke, at det ville være gavnligt at vide, om der var brugt én eller 15 millioner kroner på den"
Det bærende argument for den danske tilstedeværelse i både Irak og Afghanistan er deres deltagelse i den civile genopbygning. Det ville trods alt være rart at have følgende informationer, som i journalister endnu ikke har magtet at spørge ind til.
- Hvordan uddannes de folk der er dernede for at genopbygge?
- Hvilke kurser gennemfører de?
- Hvordan rekruteres de?
- Har de civile kompetencer der kompenserer for deres ellers militære baggrund?
- Har de nogen uddannelse i bekæmpelse af korruption?
- Har de nogen plan for deres arbejde?
- En redegørelse for simple evalueringer af;
- effeciens
- effektivitet
- relevans
- impact
"sustainability"
Man kunne blive ved. Der er endnu ingen journalister der har undret sig over hvad forsvaret egentlig gør for at forbedre deres "genopbygningskompetence" som åbenbårt er det vi er i Irak og Afghanistan for.
Det er meget trist at vi sætter nationens sønners liv på spil for en indsats, der er det mest pinlige der længe er set. Vi har medvirket til en invasion af to lande, og det mest vilde vi kan svinge os op til er opbygningen af to-tre klasseværelser spredt ud på et område på størrelse med Fyn. Hvis det går virkelig vildt til laver man en sy-stue!! Helt ærligt! i journalister burde åbne øjnene og spørge hvorfor man ikke bygger fabrikker, forretningscentre o.s.v i samarbejde med irakiske og danske virksomheder....
Det ville glæde... så ville soldaterne have en ærefuld sag at dø for... og ikke det inkompetente og perspektivløse arbejde vi laver idag....vågn op
Send en kommentar