Her efter den mærkeligste valgkamp, jeg nogensinde har oplevet, er der allerede godt gang i spekulationerne om, hvordan det nye folketing kommer til at arbejde sammen. Men der er også godt gang i den kritiske selvransagelse over et dårligt resultat for nogle partiers vedkommende.
Faktum er jo, at dansk politik unægtelig ligner sig selv med et flertal til VK-regeringen med Dansk Folkeparti som støtteparti.
Der er da også allerede kritiske historier fremme om de to "tabere" af valget - Naser Khader (se artikel fra JP) fra Ny Alliance og Margrethe Vestager fra de radikale (se her hos TV2). Baglandet skælder ud - og de gør det i medierne, hvilket ikke er heldigt, når man skal stå sammen om det politiske projekt.
Hos Ny Alliance taler baglandet allerede om, at Naser Khader ikke er egnet som formand for partiet. Som bekendt lykkedes det også med et par gevaldige fodfejl at sætte et flot valg i meningsmålingerne over styr. Ny Alliance endte med "sølle" fem mandater - ikke nok til at være den berømte tunge på vægtskålen.
Lars Gotlieb Nielsen siger til Jyllands-Posten, at Khader bør træde et skridt tilbage og lade Anders Samuelsen føre ordet. Det må være det sammen som at sige, at Khader ikke burde være formand. Hvorfor have en formand, der ikke skal føre ordet på partiets vegne?
Hos de radikale er der også kritik. Kommentator Peter Mogensen fra Politiken skriver dog, at Margrethe Vesteager vil have gode muligheder for at arbejde sammen med VK-regeringen - men at hun så til gengæld vil stille Socialdemokraterne i et dårligt lys. På den anden side har Vestager stor interesse i at skaffe de frafaldne stemmer fra Ny Alliance tilbage til det, som nogle kalder "det rigtige radikale venstre."
Spinkelt flertal
Samtidig sidde VK-regeringen med et spinkelt flertal på 90 mandater. Der skal altså ikke ret mange sager til à la Morten Messerschmidt eller Louise Frevert til, før regeringen risikerer ikke at have 90 mandater bag sig. Hvad hvis der lige pludselig kommer en eksklusionssag hos Dansk Folkeparti. Hvad hvis det utænkelige sker, og Eyvind Vesselbo fra Venstre bliver så utilfreds med samarbejdet med Dansk Folkeparti, at han alligevel skifter til Ny Alliance, som der var tunge rygter om, at han ville gøre på et tidspunkt? Det er nok ikke sandsynligt lige nu, efter som Ny Alliance har haft et dårligt valg - men med udsigten til at kunne få regeringens flertal til at vakle, er der sikkert nogle, der kunne finde på at overveje et partiskifte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar