21. maj 2011

Klienter til Twitter

Dette indlæg var egentlig skrevet til min Tublr, men nu lægger jeg det også her:

Lidt tanker om Twitterklienter:
Osfoora har jeg smidt 18 kroner efter på iPhone og ‘hele’ 24 kroner på iPad, hvilket egentlig er en høj pris for en Twitterklient. Osfoora er først og fremmest en nydelse for øjet, og jeg har personligt en svaghed for mørke temaer. På iPhone gemmer klienten desværre ikke til Instapaper i baggrunden, hvilket betyder at du skal stå og glo på linket, indtil der står “saved”. Desuden indeholder iPhoneudgaven det stor irritationsmoment for mig, at man ikke gemme til Instapaper med mindre read later-menuen er slået til. Når denne menu er slået til, skal du vælge om du vil se et link eller gemme det i Instapaper HVER eneste gang, du trykker på et link. Det bliver belastende i længden. Derudover er der ingen synkronisering mellem iPhone og iPad, og Osfoora findes ikke til Mac eller PC.
En cool feature ved Osfoora er at du kan tweete den sang du hører på din iPhone og iPad. Det er meget fedt, synes jeg.

Tweetdeck er en populær klient. På PC eller Mac giver den et rigtig godt overblik over både tidslinje, mentions og hvad du ellers har lyst til. Desværre er Tweetdeck bygget over Adobe Air, hvilket giver et hakkende scrool. Det synes jeg er grimt, og det gør det også svært for mig at læse tweets. Desuden understøtter iPhoneklienten ikke bit.ly, hvilket betyder at din linkstatistik går tabt, når du bruger klienten på telefon. Udgaven til iPhone er blevet opdateret for nylig, og klienten er rigtig smukt lavet på telefonen. Der er autofuldførelse på brugernavne, men ikke på hashtags.
Echofon fås gratis med reklamer og i en betalingsudgave uden reklamer til 30 kroner. Echofon har den helt store fordel, at den synkroniserer enhederne imellem. Det er vanvittigt smart at du kan sidde og læse tweets på din telefon, og når du så går over og tænder computeren, ved Echofon hvor du er kommet til. Smart, smart. Derudover understøtter den både bit.ly-konto, og du har mulighed for at gemme et link i Instapaper BÅDE når du ser linket i tweetet og når du har klikket dig ind på selve siden. Et stort minus ved Echofon er dog, at du ikke kan se tweets der går længere tilbage end to-tre timer. Det vil sige at hvis jeg er gået i seng klokken 22 om aftenen og ser Twitter på Echofon igen klokken 9 om morgenen, kan jeg ikke se hvad der er blevet tweetet længere tilbage end et par timer. De fleste andre klienter giver een mulighed for at se de tidligere tweets.Echofon har autofuldførelse af brugernavne og hashtags på iPhone og iPad, men desværre ikke på Mac. Derudover har Echofon ikke en klient til PC, men er integreret i Firefoxbrowseren. Det er smart, men ikke hvis man ikke bruger Firefox. Det er en fin browser, men den bliver aldrig min yndlingsbrowser.Echofon har desuden det minus, at jeg har oplevet at alle mine tweets ikke er registreret (jeg har skrevet omkring 4.000 tweets, men nogle gange står der at jeg har skrevet meget færre). Min profil er heller ikke opdateret med hvor mange followers jeg har eller hvor mange jeg følger. Det gør mig en anelse utryg som bruger, at mine data ikke er opdateret.
Tweetbot har vundet popularitet, og det er også en rigtig lækker klient. Brugerfladens farver er hverken helt hvide eller mørke, hvilket jeg sætter pris på. Derudover er der autofuldførelse af hashtags og brugernavne. Tweetbot findes dog ikke på iPad, og du kan ikke bruge din bit.ly-konto. 

Endelig er der Twitters egne, officielle klienter. De kan fås til både iPhone, iPad og Mac - men ikke til Windows og PC. Overodnet kan disse klienter det de skal kunne med autofuldførelse af brugernavne og hashtags. Designet er også i orden, men man kan kun vælge et lyst tema. Jeg elsker som sagt de mørke. Twitters officielle klienter har ikke synkronisering enheder imellem. Et minus ved Twitters egne klienter er at du ikke kan bruge din bit.ly-konto. Twitter forkorter selv sine links med t.co-tjenesten, men det er ikke altid det virker, og lange url’er er grimme i et tweet, synes jeg.

KonklusionOverordnet er Echofon den bedste twitterklient hvad angår funktionalitet. Den har næsten det hele, bit.ly-kontointegration, mulighed for at tilføje links til Instapaper og den smarte, smarte synkronisering på enheder imellem. Men, og der er et men, jeg kan ikke læse tweets der går længere tilbage i tid end da jeg senest så på Twitter. Det vil sige, at hvis jeg har været væk i en dag, kan jeg ikke se tweets der går længere end 2-3 timer tilbage. Det er et voldsomt irritationsmoment. Jeg har forsøgt at spørge Echofon om dette, men jeg fik desværre ikke et brugbart svar.
Min drømmetwitterklient ville indeholde synkronisering på alle enheder (iPhone, iPad, PC og Mac), autofuldførelse af hashtags og brugernavne, mulighed for at tilføje et link til Instapaper når jeg ser siden UDEN at skulle vælge hver eneste gang og understøttelse af bit.ly eller anden linkforkorter. Desværre indeholder ingen twitterklient disse ting i dag.

Ingen kommentarer: