Kvindelige chefer

Så poppede den diskussion op endnu engang, der popper op med jævne mellemrum:

Hvorfor er der ikke flere kvindelige chefer?

DR's Magasinet Penge lagde denne gang æterplads til diskussionen. Programmet havde fulgt tre kvindelige (undskyld udtrykket - det refererer ikke til fysisk fremtoning) sværvægtere i dansk erhvervsliv. Blandt andet Stine Bosse, adm. direktør for Tryg Vesta, og Annette Sadolin, bestyrelsesmedlem i blandt andet Københavns Lufthavne og undertegnedes tidligere arbejdsplads, Topdanmark.

Programmet fulgte de tre, der fortalte om det hårde liv på toppen. En enkelt gang fik Stine Bosse da sagt, at hun tidligt var blevet klar over, at man måtte yde en ekstra indsats som kvinde, hvis man ville nu toppen.

Efter indslaget var der debat i studiet. De to deltagere var - meget passende - en kvinde og en mand.

Kvinden var inde på, at man som i fx. Norge skulle lovgive omkring sammensætningerne i de danske bestyrelse, så mindst 40 % af medlemmerne skal være kvinder.

Den mandlige modpart var - sjovt nok - uenig. Når han var ude og finde bestyrelsesmedlemmer, var det kvalifikationer, der vejede - ikke deres køn.

OG nu kom kvinden så med det argument, der er i den grad er hørt før.

"Halvdelen af befolkningens interesser er ikke repræsenteret i bestyrelserne."

Og her må jeg virkelig bede om mine himmelblå. Er kvinders eneste interesse, at de er kvinder? Og hvorfor bestemte bestyrelsesmedlemmer ligepludselig have forrang, bare på grund af deres køn.

De tre erhvervskvinder, jeg nævnte før, var også blevet spurgt, om de gik ind for, at man skulle lovgive, så 40 % af bestyrelsesmedlemmerne skulle være kvinder.

"Nej," sagde de allesammen. De ville vælges for deres kvalifikationer.

Og helt ærligt, kære kvinder. Hvad er det for et syn at have på sine medsøste?
Skal kvinder forfordeles, så de skal opnå bestemte ting alene på grund af deres køn?

Hedder det ikke ligestilling, fordi kønnene skal være lige - ikke fordi nogen skal have en fordel?

Jeg spørger bare.