25. november 2005

Politisk fredede boligejere

De økonomiske vismænd (hvorfor hedder de egentlig det?) har endnu engang skabt ravage i det fredelige, politiske Danmark.

I en ny rapport foreslår de, at boligejerne skal beskattes for 20 milliarder kroner (20.000.000.000 kroner - ikke så lidt!). Pengene skulle så gå til at få skatten på arbejde ned, der igen ville øge beskæftigelsen (så folk igen ville bruge flere penge på medier, så jeg kunne få et job :-)).

Men det forslag bliver - fuldstændigt forventeligt - skudt godt og grundigt i sænk i dagens aviser.

Venstre har for længe siden indført et skattestop, som de har vundet to valg på. Det ville være tåbeligt af landets - endnu - største parti at lægge sig ud med 1,5 millioner boligejere.

Socialdemokraterne - landets andetstørste parti (hvor sjovt det end måtte lyde, når man ser på partiets indflydelse) - har allerede lagt sig fast på sin skattepolitik over for boligejere.

"Vi vil ikke brandbeskatte boligejerne," har Helle Thorning-Schmidt været ude og sige for længe siden.

Præcist samme budskab kommer partiets boligordfører, Rasmus Prehn, med i dag i Berlingske Tidende.

Ingen kommentarer: